Melfar Marine 2 Star Cup – vel overstået
Henrik Bøje i Larsen 25 Olonga fra Skærbæk fik fyldt vinkælderen op efter en sikker sejr i den første Melfar Marine 2 Star Cup. På de næste pladser kom Duetten Bølle med Keld Nielsen ved roret, og Duetten Four Two med Lars Frandsen blev 3´er
Sejladsen startede i silende regn lørdag morgen, men heldigvis var der vind på banen fra 1. start. Banen var valgt med en omsejlingsretning styrbord rundt om de 3 øer Bogå, Årø og Brandsø. Vinden var i nord / nordøst, så det var en fin baneretning med læns sydpå, og et fint kryds hjem fra Årø. Som det kan ses på resultatlisten, var det ikke mange af de store både som nåede at hente de mindre både, som også havde fordel af spilersejladsen sydpå.
Efter sejladsen var der tændt op i grillen ved klubhuset i Middelfart Sejlklub, og de mange flotte præmier blev uddelt.